Inge Lehmanns Vej – ny havnevej med videnskabskvindes navn
Måske har du set, at vejen tværs gennem Hanstholm Havns nye baglandsareal har fået navnet 'Inge Lehmanns Vej'. Og måske har du så også tænkt over, hvem denne kvinde er. Inge Lehmann var verdens første kvindelige seismolog og gjorde banebrydende opdagelser om Jorden.
Inge Lehmann (1888-1993) var en dansk seismolog, matematiker og jordskælvsekspert. Hun er blevet beskrevet som en 'skammeligt overset dansk verdensstjerne', fordi hun først sent blev hædret for sine banebrydende studier i Jordens opbygning. Inge Lehmann blev 104 år og udgav sin sidste videnskabelige artikel i en imponerende alder af 99 år.
Verdensberørt forskning
I 1936 færdiggjorde Inge Lehmann en opsigtsvækkende teori om, at Jordens kerne ikke alene er flydende, men også består af en fast del. Hun opdagede altså Jordens indre kerne. Teorien ændrede forståelsen af Jorden, men alligevel skulle der gå mange år, før Inge Lehmann opnåede anerkendelse herhjemme i Danmark. Hun blev født i en tid, hvor hun få kvinder opnåede ledende videnskabelige stillinger.
Anderledes gik det i USA, hvor Inge Lehmann kom til at spille en stor rolle i Den Kolde Krigs våbenkapløb, fordi hun forstod virkningen af atomvåben. Inge Lehmann var aktiv i sin forskning helt frem til sit 99. leveår, hvor hun udgav sin sidste videnskabelige artikel.
Skulptur, veje og omtale
I 2017 blev en skulptur af Inge Lehmann rejst på Frue Plads ved siden af Niels Bohrs buste – som tak for hendes bidrag til forskningen. Og hele tre danske veje er navngivet efter videnskabskvinden – på Aarhus Havn, ved Rigshospitalet og nu altså også på Hanstholm Havn.
Forfatter Lotte Kaa Andersen har i 2021 udgivet den biografiske fortælling Den inderste kerne om Inge Lehmanns liv, og i denne DR-artikel kan du læse mere om videnskabskvinden.
Andre personer på havnen
Inge Lehmann er ikke den eneste person, der har lagt navn til veje på Hanstholm Havn. Her ses også Fibigers Gade, Kai Lindbergs Gade, Professor Lundgrens Gade og Chr. Schrøders Gade.
Fibigers Gade
For enden af de inderste havnebassiner løber Fibigers Gade med navn efter ingeniør Jørgen Fibiger (1867-1936). Fibiger stod for det indledende havnebyggeri i slutningen af 1920’erne. Men selvom Hanshtolm Havn blev vedtaget ved lov allerede i 1917 - og Fibiger gik i gang i 1926, endte havnen med at være mange år undervejs. Det skyldes primært, at 2. Verdenskrig satte byggeriet i stå, som først blev genoptaget i 1960, længe efter Fibigers død. Men det var Fibigers vilje til Hanstholm, der skabte fundamentet for at realisere havnen – overbevist om at det var muligt, og at havnen ville få stor indflydelse på fiskerierhvervet i Nordjylland.
Kai Lindbergs Gade
Gaden der gennemløber havnen er etableret i forbindelse med havnens åbning i slutningen af 1960’erne med navn efter Kai Lindberg (1899-1985), der var uddannet fra Helsingør Skibsværft og socialdemokratisk politiker. Lindberg besad en række ministerposter og nedsatte som trafikminister i 1955 et udvalg, der skulle genoverveje et havnebyggeri i Hanstholm efter en kommission havde frarådet det på grund af komplicerede strøm- og tilsandingsforhold. Lindberg fandt dog midler til at lade en professor gennemføre et stort videnskabeligt forsøg med ’materialevandringsforhold’, og resultaterne ændrede holdningen.
Professor Lundgrens Gade
Den professor, som Kai Lindberg i slutningen af 1950'erne satte til at gennemføre et videnskabeligt forsøg med materialevandring ved Hanstholm, var Helge Lundgren (1914-2011). Lundgren var civilingeniør og professor i havnebygning og fundering, og hans videnskabelige forsøg om Hanstholm førte til, at et ekspertudvalg vurderede, at et havnebyggeri måtte være rentabelt. Der blev i den forbindelse lagt vægt på Hanstholms gunstige beliggenhed i forhold til fiskeriet. Og det førte til, at Folketinget i 1960 vedtog en anlægslov for Hanstholm Havn, som satte gang i havnebyggeriet, der blev indviet i 1967. Professor Lundgrens Gade går vest om havnens bassin 3, der blev indviet i 1987.
Chr. Schrøders Gade
Havnevejen nærmest skrænten mod Hanstholm by hedder Chr. Schrøders Gade. Christian Schrøder (1905-2000) var civilingeniør og virkede som øverste chef for det konsortium, der stod for byggeriet af Hanstholm Havn i 1960’erne – også kaldet ’Hanstholm-konsortiet’. I denne film kan man høre Christian Schrøder fortælle om det praktiske arbejde med at nedsætte de store sænkekasser til havnen i 1960'erne.