Meget store torsk præger auktionsbilledet
- Sjældent har vi set så store torsk i havet.
Sådan lyder det fra auktionsmester Jesper Kongsted, der har taget hul på 2025 med rigtig mange torsk under hammeren. Alene på de første tre dage i den igangværende uge 3 forventer Hanstholm Fiskeauktion at sælge næsten 200 ton store torsk:
- Det går helt amok med store torsk, og det er lidt usædvanligt. Op til jul var billedet ellers præget af en lidt dyster melding, men lige nu ser vi rigtig mange torsk i de meget store størrelser.
I dag, tirsdag, har auktionen hele 50 ton torsk under hammeren. Det er cirka en tredjedel af dagens samlede mængde, og ud af de 50 ton torsk er hele 33 ton enten 0'ere, 1'ere eller 2'ere, som er de største kategorier og betyder torsk på mellem 4 og +12 kilo.
Meldingen for i morgen, onsdag, lyder foreløbigt på hele 60 ton torsk under hammeren, og mængden vil formentlig vokse i takt med, at skibene melder deres ankomst.