1. Blå Rute - en gåtur på Hanstholm Havn
Havnen er et spændende sted med mange aktiviteter, men også en travl arbejdsplads, hvor det er vigtigt at holde afstand og passe på. Her på havnens velkomstplads finder du to info-boxe med information om havnen og fiskeriet. Og ved at følge den blåstiplede rute på fortovet er det muligt at se noget af havnen. Vær opmærksom undervejs – havnen er en travl arbejdsplads med meget trafik, og færdsel sker på eget ansvar.
Fortællinger om havnen
Blå Rute er opmærket med blå prikker og tager cirka 40 minutter at gå. Undervejs ses QR-koder, som leder til information, billeder og film om Hanstholm Havn. Ruten går på fortovet langs havnens hovedgade, men vender også forbi sidegader med udsigt til bassiner m.m. Når turen er slut, følger du blot de blå prikker tilbage.
Start ved ”SKY"
Ruten starter ved kunstværket ”SKY”, som er udført af kunstner Marianne Jørgensen i 2020 som en del af kunstprojektet ’Hanstholm Art Space’. De åbne vidder, udsynet mod nord og den rå industri tiltrækker mange kunstnere. Kig også forbi Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm, der blev opført i 1843 som Danmarks største og kraftigste fyr og i dag fungerer som en platform for kunst og arrangementer. I de lyse timer er det også muligt at gå en tur op i fyrtårnet og nyde udsigten.
Om havnen: fisk, gods og grøn energi
Hanstholm Havn blev indviet i 1967 og er Danmarks yngste fiskerihavn – en moderne havn som er iblandt Europas førende konsumfiskerihavne. Havnens primære forretningsområder er:
Fiskeri - Akvakultur (fiskeopdræt på land) - Grøn energi - Gods - Maritim service
Havnens kontor
Hanstholm Havn er en kommunal havn ejet af Thisted Kommune. Havnekontoret ligger bag den store flydedok med teksten ’North Sea Yard’, som er synlig her fra velkomstpladsen.
En udbygget havn
Fra 2017 til 2020 gennemgik Hanstholm Havn en stor udvidelse, som tilførte bl.a. nye ydermoler, et nyt bassin og et stort baglandsareal på 130.000 m2. I filmen herunder kan du se, hvordan det så ud, da det afsluttende arbejde var i gang. Er du nysgerrig på at se mere, kan du på havnens Youtube-kanal finde 12 episoder om havneudvidelsen.
Ruten fortsætter ad fortovet ved Kai Lindbergs Gade på den anden side ad Coastergade. Vær opmærksom undervejs - havnen er en travl arbejdsplads.