Skip to main content Skip to footer

4. Fibiger - manden, der startede byggeriet

Gaden som går på tværs ved de tre inderste havnebassiner hedder Fibigers Gade og er opkaldt efter Jørgen Fibiger – en dansk ingeniør der levede fra 1867 til 1936 og stod bag det indledende byggeri af Hanstholm Havn.

Billedet af Jørgen Fibiger er udlånt til Hanstholm Havn af Hirtshals Lokalarkiv.

Et fundament bliver skabt

Hanstholm Havn var mange år undervejs, og Jørgen Fibiger nåede derfor ikke at opleve havnen fuldført. Men det var hans vilje til Hanstholm, der skabte fundamentet for at realisere en havn her. Fibiger var nemlig overbevist om, at det var muligt at bygge en havn ved Hanstholm, som ville få afgørende indflydelse på fiskerierhvervet i Nordvestjylland. Klik her for at se en film fra anlægsarbejdet ved Fibigers vestmole i Hanstholm i 1920'erne.

En ventetid på 50 år

Selvom byggeriet af Hanstholm Havn blev vedtaget ved lov allerede i 1917, og byggeriet gik i gang i 1920'erne, endte havnen med at være ca. 40 år undervejs. Efter Fibigers død i 1936 kom den tyske besættelse af Danmark, som satte havnebyggeriet helt i stå. Og først i 1960 gik anlægsarbejdet i gang igen, da eksperimenter af professor Helge Lundgren havde modviste en stor bekymring for, at havnen ville sande til.

En central havnegade

Her på Fibigers Gade ligger foruden fiskeeksportører også et stort isværk, der producerer is til skibe og fabrikker. Derudover ses Hanstholm Fiskeriforening, der blev stiftet i 1901 af de kystfiskere, der brugte landingspladser ved Hansted, som stedet blev kaldt - altså længe før en havn var i sigte. Udover af være en forening for lokale fiskere står Hanstholm Fiskeriforening også for bl.a vask af de mange grønne fiskekasser, som hver dag er i brug.

Gå ad fortovet tilbage til Kai Lindbergs Gade for at fortsætte ruten. Vær opmærksom undervejs - havnen er en travl arbejdsplads.