Skip to main content Skip to footer

9. Hvor meget fylder havnen?

Du er nu nået til slutningen af Blå Rute. Den tætte bebyggelse hører snart op, men havnen fylder meget mere. Hanstholm Havn rummer hele 2,6 mio. m2. Havnens areal rækker langt mod både øst og vest. Mod syd er havnen afgrænset af den høje kalkskrænt med Hanstholm by på toppen, og mod nord omfavner de store moler havnens indsejling.

Plads til nye virksomheder

Øst for den centrale del af havnen ses et stort areal på 130.000 m2, der er tilført under en stor udvidelse fra 2017 til 2020 (det store sandareal med tre haller). Arealet er et tidligere vandområde, der nu skaber plads til nye virksomheder og aktiviteter på Hanstholm Havn.

Hele vejen rundt

Havnen har store arealer mod både øst og vest. Mod øst ligger en del havnevirksomheder inkl. to fiskeopdræt, der opdrætter hhv. tunarten yellowtail kingfish og ål. Mod øst ses også tre store vindmøller på knap 150 meter og en kapacitet på 3,45 MW. Mod vest rummer havnen bl.a. et bassin til store fiskefartøjer og store blå haller som er ejet af fiskeriselskaber. Længst mod vest har havnen et stort naturareal på hele 1,3 mio. m2, der løber sammen med Hanstholm Vildtreservat. 

Surf, skulpturer og bunkers

Udover en række virksomheder er den østlige ende af havnen også hjemsted for de tre populære surfspots ’Fakir’, ’Fish Factory’ og ’Middles’, som er en del af Cold Hawaii-strækningen. Her ligger også en flot udsigtsplads med to granitskulpturer af kunstner Jens Erik Kjeldsen, som er skænket ved havnens 50-års jubilæum i 2017. Havnens område bærer også præg af den tyske tilstedeværelse under 2. Verdenskrig, hvor naturarealet mod vest rummer flere bunkeranlæg. 

Mere fisk – og lidt røg

Herfra er der udsigt til flere af områdets mange eksportørfirmaer, og nede ad Kuttergade ligger bl.a. store smedjevirksomheder og Det Gamle Røgeri, der serverer stjerneskud og meget andet.

Hanstholm Havn vil gerne sige tak for, at du har gået vores rute. Vi håber, at du har haft en god tur. Fra toppen af skrænten er der gode udsigtspunkter over havnen – tag f.eks. et kig over området fra Helshagevej og Roshagevej

Gå ad fortovet tilbage til velkomstpladsen. Vær opmærksom undervejs - havnen er en travl arbejdsplads.